Familien Simsek

Rødderne

Hvor alt begynder

Alt, hvad vi er, vokser et sted fra. Det udspringer ikke kun af blod og navne, men af de valg, det mod og de værdier, der blev levet, ofte uden store ord. Vores familiehistorie begynder med et bevidst valg om at tage ansvar i stedet for at blive stående; et valg om at begynde forfra og bygge noget, der skulle række længere end blot én generation.

Da vores far kom til Danmark i 1970, og vores mor fulgte efter med børnene i 1973, var det ikke en søgen efter lethed. De kom for at skabe et nyt liv til os. I et nyt land, med et nyt sprog og under nye vilkår, byggede de ikke blot en hverdag, de byggede rødder. Gennem deres eksempel lærte vi, at familie ikke er noget, man forbruger, men noget, man bærer og tager ansvar for.

Dette fundament blev lagt i stilhed, i hårdt arbejde og i et ubrydeligt sammenhold.

Vores forældre

Ånden vi står på

Vores forældre er arkitekterne bag det fundament, vores liv er bygget på. I deres identitet og livssyn fandtes en sjælden og dyb sandhed; en fuldkommen evne til at bære livet. De var ikke blot forældre; de var de bærende kræfter i opbygningen af vores familie, og de rejste vores tryghed med en flid og en alvor, der sjældent ses.

Deres livsværk er ikke skrevet i flygtige ord, men er hugget ind i vores karakter gennem deres eksempel. De gav os ikke bare et liv; de lærte os, hvordan man lever det med ære og styrke.

Vores far var selve definitionen på styrke. Han bar ikke blot familiens ansvar; han bar vores tryghed på sine skuldre med en naturlighed, der aftvinger dyb respekt. Hans vilje var ikke hård, men støbt i kærlighed, en retning der altid pegede mod det retmæssige og det sande.

Han lærte os, at handling vejer tungere end ord. Når livet krævede mere, end det lovede, stod han fast, urokkelig og stålfast. Han gik altid forrest, ikke for at blive set, men for at rydde stien for os andre. Så vi kunne gå sikkert, og hans fodspor vil for altid være det kort, vi navigerer efter. Han var den perfekte beskytter. Han viste gennem handling, hvad det vil sige at stå fast, også når livet kræver mere, end det lover.

Den 13. juni 1999 mistede vi ham må Allah være ham barmhjertig.

Sorgen var tung. Tomrummet mærkbart. Men det, han havde lagt i os, forlod os aldrig. Det blev vores erfaring.

Vores mor var det stille centrum, hvorfra alt liv og varme udsprang. Hun var den favn, man altid kunne vende hjem til. Hendes perfektion lå i hendes uendelige rummelighed og i den måde, hun kunne læse vores sjæle, før vi selv havde sat ord på vores behov.

Hun lærte os værdien af nærvær og den stille styrke, der findes i omsorg. Med en usynlig tråd vævede hun vores familie sammen, så vi aldrig følte os alene. Hendes kærlighed var ikke en gave, man skulle gøre sig fortjent til, men en naturkraft, der altid var til stede. Hun var den perfekte kilde til livsmod, og hendes mildhed er den klangbund, vores egne liv synger videre på.

Den 30. januar 2025 mistede vi hende må Allah være hende barmhjertig.

Med hende sluttede en epoke. En tid. En stemme. Sorgen var anderledes denne gang. Tungere fordi vi vidste, at nu stod vi selv med ansvaret. Men også fyldt med taknemmelighed.

For det, de gav os, var ikke kun liv. Det var retning. Det var værdier. Det var en forståelse af, at familie er noget, man bliver i.

Islam er for os den kilde, der har næret dette fundament; en kilde til ansvar, barmhjertighed og ydmyghed. Det er ikke noget, vi blot taler om, men noget, de lærte os at leve op til gennem deres egne handlinger. De levede i den faste tro på, at det, man giver videre til de næste generationer, er uendeligt vigtigere end det, man selv opnår.

Familien

Fællesskab i bevægelse

Det, der begyndte med to, er i dag blevet mange. Ikke som en opremsning, men som et levende fællesskab.

Vores familie har mange grene. Hver med sit liv, sine glæder og sine udfordringer. Vi er ikke ens. Men vi hører sammen.

Sammenhold for os er ikke en selvfølge. Det er et valg, vi træffer igen og igen. I glæden, hvor lykke først bliver virkelig, når den deles. Og i modgangen, hvor fællesskabet viser sin sande styrke.

Vi har lært, at gode tider kan gøre os trygge, men svære tider gør os forbundne.

Vores værdigrundlag lever ikke i regler, men i handlinger. For vores børn, børnebørn og kommende generationer ønsker vi ikke at give svar. Vi ønsker at give rødder, så de kan stå selv og samtidig vide, hvor de kommer fra.

Til jer, der kommer efter os

I vil leve i en anden tid. Med andre muligheder og andre prøvelser.

Hvis I læser dette, så vid: I kommer fra mennesker, der valgte fællesskab, ansvar og barmhjertighed, også når det kostede noget.

Det er ikke en arv, der binder jer. Det er en rod, I kan stå på.

Afslutning

De ringe, der engang blev sat i vandet, bevæger sig stadig. Gennem os. Gennem vores valg.

Vi ved, hvor vi kommer fra. Vi ved, hvad vi skylder. Og vi ved, at vi ikke står alene.

Nu er det jeres ansvar at lade dem fortsætte med menneskelighed og kærlighed, så dem, der kommer efter jer, ikke blot kender jeres historie, men mærker dens betydning.

Billedgalleri